Cultural Hermeneutics & Technology Transfer

Ifølge min læsning ønsker Don Ihde, at beskrive teknologien – eller rettere teknologierne - som ikke bare et abstrakt fænomen, men som noget materielt, som et korrelat til den kropslige materialitet, der på lige vilkår udgør erfaringen af at være situeret krop (Ihde 1990, s. 25). Et sådant materielt udgangspunkt for væren-i-verden – eller cyborg subjektivitet – har således som udgangspunkt, at den teknologiske materialitet ikke lader sig adskille fra den kropslige. Selv den mest abstrakte videnskab og den mest komplicerede teknologi lader sig ikke adskille fra den materielle eksistens i livsverdenen.

Ihde låner begrebet om livsverden fra Husserl, omend han modificerer det en smule. Ifølge Ihde skelnede Husserl mellem en førvidenskabelig livsverden og en videnskabelig verden. Husserl påstår på den baggrund, at der med bl.a. Galileo Gelilei udvikledes et skel mellem den sanselige livsverden og en ikke-sanselig abstrakt videnskabelig verden. Herved blev Galileo og hans efterfølgere på sin vis fanget mellem de to verdener (ibid., s. 37). Men Husserl overser, hvordan den videnskabelige praksis baserer sig på sansebare målinger og observationer, der nok medfører abstrakte teorier, men som dog tilhører den materielle livsverden.

Livsverdenens materialitet betyder dog ikke, at vi skal begrænse os til kun, at bevæge os på et situeret mikroniveau. Hvad Ihde søger, er ikke bare relationisme på mikroniveau, men også på et mere strukturelt plan idet han ønsker at undersøge, hvordan den kropslige perception ikke bare relaterer sig til verden som sådan, men også til strukturer i livsverdenen (ibid., s. 27-28). Derfor skelner han mellem en sensorisk mikroperception og en kulturel hermeneutisk makroperception (ibid., s. 29). Det var mikroperception vi beskæftigede os med i sidste uges gennemgang af Program One og det er makroperception formuleret som kulturel hermeneutik, vi skal beskæftige os med i denne uge. Således
ville Ihde beskrive Galileo som en, der befandt sig i renæssancens makroperceptionelle fascination af optiske linser og geometri, og som ved hjælp af teknologisk medierede mikroperceptioner, var med til yderligere at gestalte selvsamme makroperception (ibid., s. 53).

Udviklingen af den 3. verden

Ihde tager i program two udgangspunkt i begrebet om technology transfer – det vil sige bevidste forsøg på at overføre teknologi fra en donor til en modtager – i hans videre bearbejdning af makroperceptionens kulturelle hermeneutik. Jeg vil desuden supplere Ihde ved at indarbejde yderligere perspektiver, der relaterer sig til udvikling og technology transfer.

Det var først med de politiske omvæltninger efter 2. verdenskrig, at udviklingen af de såkaldte 3. verdens lande blev en officiel prioritet for såvel vesten som Sovjetunionen dvs. de to første verdener. Under den kolde krig var udviklingsarbejdet præget af en universel indsats mod at fremrykke udviklingslandende til et stadie af modernitet (Simon 1997, s. 183). Selvom denne udvikling-gennem-modernisering på ingen måde var en uniform praksis, var der dog stadig fællestræk i en
modernitetstænkning samt en tilbøjelighed til top down praksis og rent økonomiske målsætninger (ibid., s. 187).

I lande som Tyskland, Japan, Korea, Singapore, Taiwan og lignende lykkedes det faktisk at foretage det tilstræbte tigerspring ”frem” til et moderne stadie, omend jeg ikke skal komme nærmere ind på omstændighederne heromkring. I langt de fleste udviklingslande slog moderniseringsprogrammerne midlertidig fuldstændigt fejl, og bliver tilmed anklaget for at have undermineret lokal vitalitet, kultur og samhørighed (ibid., s. 184).

En af de mest betydende kritikere af denne type udviklingsarbejde hedder Arturo Escobar. Ifølge Escobar applicerede de vestlige lande – herunder især USA – en idealiseret økonomisk rationalitet på 3. verdens lande i et forsøg på at skabe vækstpotentiale gennem industrialisering og technology transfer (Escobar 2005, s. 141-2). Escobar gør i den forbindelse opmærksom på, at den vestlige økonomi og dets markedskræfter ikke er nogen naturlig tilstand i toppen af evolutionen, men derimod en konstruktion, der voksede frem i slutningen af det 18. århundrede, og indebærer:

1. Et produktionssystem der sætter folk i social relation til teknologi, produktion og industrialisering.
2. Et foucaultiansk magtsystem der normaliserer, differentierer og disciplinerer praksis.
3. Et betydningssystem der placerer folk i lingvistiske og diskursive relationer til økonomisk teori og oplysningsfilosofi.

­Det er disse systemer der, ifølge Escobar (2005, s. 168), danner basis for den vestlige modernitet og som vi i stadigt større stil forsøger at introducere i 3. verdens lande gennem et professionaliseret og institutionaliseret udviklingsarbejde. Problemet er, at eftersom efterkrigstidens udviklingsarbejde er dybt funderet i de vestlige landes modernitet, er de ikke i stand til at tage hensyn til udviklingslandenes allerede eksisterende former for socialitet og meningsdannelse (ibid., s. 168).

Kulturel Hermeneutik

Det er i denne sammenhæng, at jeg vil beskrive Don Ihdes skift fra mikro- til makroperception. I hans Program Two: Cultural Hermeneutics tilbyder Ihde os nemlig heri en forståelsesramme for hvorfor overførsel af teknologi imellem lande og kulturer kan være problematisk, og han tilbyder os tilmed en ny og irreversibel tænkning af, hvad det vil sige at overføre teknologier imellem kulturer.

At tilegne sig en overført teknologi afhænger i første omgang af hvorvidt den er i stand til at blive indarbejdet i en eksisterende praksis. Derudover vil en succesfuld tilegnelse af en overført teknologi skulle kunne fungere i en anden ”betydningskontekst” eller makroperception (Ihde 1990, s.127). Eksempelvis lykkedes det både for den kinesiske såvel som den vesteuropæiske kultur, at fremstille krudt omend betydningskonteksten for en sådan innovation var væsentlig forskellig de to kulturer imellem. Derfor beskriver Ihde hvad han kalder for den dobbelte kontekst for technology transfer (ibid., s. 128):

1. For det første skal teknologien indlejres i en umiddelbar brugskontekst. Artefakter bliver teknologisk set ”hvad de er” i relation til brugskonteksten. Overlappende brugskontekster er således en fordel for problemfri TT.
2. Derudover er teknologien også del af den førnævnte større kulturelle betydningskontekst

Lykkedes det således at indarbejde en teknologisk artefakt i en lokal brugskontekst, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man også har overført en teknologi. Der kan være et større flow af artefakter imellem kulturer uden at disse transformerer den større kulturelle betydningskontekst. I hermeneutisk terminologi ville man sige, at selvom ”teksten” blev oversat til et andet sprog, blev den ikke forstået på samme måde (ibid.,s . 131). Ihde opsætter i denne forbindelse et kontinuum over overførte artefakters betydning i modtagerkulturen. I den ene ender finder vi den succesfulde modstand ­mod på den ene eller anden måde uønskede teknologier såsom kinesernes bevidste tilsidesættelse af søfart efter Zheng Hes ekspeditioner i starten af det 15. århundrede. I midten finder vi den succesfulde og passende tilegnelse eksemplificeret ved urets forskelligartede indførelse i såvel Europa som Kina.Endelig finder vi i den måske mere problematiske ende af skalaen den hurtige accept, der i mange tilfælde kun indarbejder selve artefaktet i modtagerkulturen, mens teknologien som helhed forbliver rodfæstet i dens kulturelle ophav. I denne ende finder vi eksempelvis den store mængde af nutidige artefakter, der nok er indarbejdet i lokal praksis i 3. verdens lande, men som stadig produceres og vedligeholdes i vesten. Ihde (1990, s. 151) opstiller en kategorisering af kulturelle reaktioner overfor overførsel af teknologi af fremmed oprindelse.

1. Der er ”monokulturer” af den traditionelle type, der bliver overvældet af den indkomne kultur-teknologi.
2. Der findes en art kompromis-tilpasning af enkelte artefakter til lokal kultur.
3. Der er kulturer, som modstår det meste af den indkomne kultur-teknologi.
4. Der findes kulturer, der tilpasser både sig selv, og hvad de finder brugbart i den indkomne kultur-teknologi.

Det er selvfølgeligt sidstnævnte, der er den mest efterstræbelsesværdig i en udviklingssammenhæng. Det kan – og bør – indskydes, at kulturel tilpasning af såvel sig selv som fremmede teknologier langt fra er noget nyt fænomen. Eksempelvis fremkommer den historiske disciplin Big History med mange interessante eksempler på teknologisk diffusion og kulturel indarbejdelse igennem historien. John og William McNeills har skrevet bogen ”The Human Web”, der er en af disse Big Histories, som beskriver hvordan der fra 1450 og frem begyndte en interkulturel global udveksling af teknologi og ideer, der – som jeg vil komme tilbage til senere – kan opleves allestedsnærværende i dag (McNeill & McNeill 2003 s. 210).

Problemerne opstår tilsyneladende først når den teknologiske spredning foregår på et bevidst og institutionaliseret plan. Akademisk skelner man da også mellem det inter-institutionelle begreb om technology transfer og en mere spontan teknologisk diffusion blandt heterogene aktører (Rogers 2002, s. 328-9). Men det er altså de mere bevidste forsøg på at forårsage udviklingsmæssige tigerspring ved hjælp af technology transfer, der historisk set har voldt problemer. Ihde har et bud på hvorfor: De vestlige teknologier er dybt indlejret i vores kultur, hvilket Ihde ikke mener bliver omfavnet i tilstrækkelig høj grad, da man netop nøjes med at overføre det teknologiske artefakt i sig selv, og ikke dens tilhørende infrastruktur (ibid., s. 131).

De udviklede lande står for 97,1% af verdens samlede R&D budget, hvorfor en tankeløs overførsel af artefakter i sig selv blot vil skabe yderlig afhængighed af de højteknologiske lande. Ihde giver et samtidigt eksempel fra 1988, hvor hver eneste dimitterende fra Bombay Institute of Technology indenfor områder såsom datalogi, efterfølgende immigrerede til USA for at udnytte de bedre muligheder, som fandtes her (ibid., s. 134).

Ihde falder her i tråd med Manuel Castells og hans begreb om netværkssamfundet, der i visse tilfælde udhuler og stigmatiserer svage noder i de globale handelsnetværk (Castells 2001, s. 247). Tilkobles et område først netværkssamfundets logik og rækkevidde 1 , risikerer det at blive stigmatiseret omkring nogle få globaliserede segmenter af dets økonomi – eksempelvis råvareproduktion og billig arbejdskraft (ibid.). Det er i hvert fald Castells bekymring.

Don Ihde betoner derfor nødvendigheden af også, at overføre hvad han kalder ”the science-technology infrastructure” (Ihde 1990, s. 136). Herved overfører man ikke bare en afhængighed eller et ressourcedræn, men derimod en reel indlemmelse i den globaliserede verden. For bedre at kunne forstå, hvad Ihde her taler om, vil jeg kort inkludere endnu en bog. Mikael Hård og Andrew Jamison beskriver i bogen ”Hubris and Hybrids” hvad de kalder ”processes of cultural appropriation”, der er nødvendige for at styre teknologiens hybris (Hård & Jamison 2005). Deres skematik kan måske give et godt billede af det i denne kontekst omfattende projekt at overføre teknologi (Hård & Jamison 2005, s. 11-15).

En kulturel indarbejdelse af en given teknologi foregår således på såvel flere analytiske såvel som fænomenale niveauer. En sådan omfattende overførsel af ikke bare teknologi, men af en hel samfundsstruktur- og tænkning, kan ved første øjekast godt virke som om, at Ihde finder det nødvendigt, at indlejre den teknologiske overførsel i en samtidig overførsel af vestlig modernitet, hvilket netop var Escobars kritikpunkt ved efterkrigstidens udviklingsarbejde.

Vi er her inde ved et ret kringlet aspekt ved Ihdes bog. Han har i det foregående bevæget sig væk fra den tekno-kropslige materialitets betydning for den menneskelige perception af verden, og bevæger sig nu i en mere normativ retning. Sådan som jeg forstår Ihde er det bestemt ikke hans ­intention at indlemme udviklingslande i moderniteten, men derimod i postmoderniteten og hvad kan kalder for plurikulturaliteten. Efterkrigstidens store moderniseringsprogrammers teknologideterminisme problematiseres såvel normativt som deskriptivt af Ihde, idet teknologiske artefakter nærmere er indeterministiske i kraft af deres fænomenologiske multistabilitet, hvilket jeg nu vil uddybe.

Multistability

De færreste vil nok stille spørgsmålstegn ved, at teknologien på mange måder kan skabe bedre vilkår for verdens fattige. Spørgsmålet er, hvorvidt vi kan kontrollere teknologien og dens betydning for modtagerkulturen. Erfaringen har lært os, at efterkrigstidens storstilede forsøg på at overføre modernitetens tekno-kultur til udviklingslande, ikke har haft den ønskede virkning. Modtagerkulturerne er ikke blevet teknologisk determineret ind i moderniteten.

Hvis vi tager den fænomenologiske relationisme for pålydende, vil teknologiske artefakter have en iboende tvetydighed: De kan indarbejdes i en flerhed af brugskontekster og de er ikke alene om at kunne opfylde deres ”teknologiske intentionalitet” (Ihde 1990, s. 141). Hvis man eksempelvis ønsker at forfatte en tekst vil man kunne vælge mellem bl.a. en fyldepen, en skrivemaskine og en computer. Jeg ville sandsynligvis vælge computeren til nogle formål og fyldepennen til andre, og selvom de to skriveartefakter lægger op til forskellige typer af skrivning, determinerer de mig ikke. Vi skal derimod forstå artefakters påståede determinisme i henhold til den mikroperceptionelle relations forstørrelse/reduktion struktur (ibid., s. 142).

Derfor betegner Ihde såvel teknologi som kultur som teknologi-kultur som multistabile (ibid., s. 144): Teknologier er ikke neutrale, men strukturelt tvetydige; teknologien transformerer erfaring i relationen til mennesker og mennesker-i-kultur; og
teknologien har en fraktal karakter idet den er noget forskelligt i forskellige sammenhænge. Et godt eksempel på denne indsigt finder vi i den hollandske filosof Annemarie Mols studie af åreforkalkning. Mol beskriver, hvordan fænomener – såsom åreforkalkning – ikke kan adskilles fra de lokale situationer, hvor de italesættes og manipuleres. Der er eksempelvis forskel på, hvordan læger og fysioterapeuter ”udfører” (italesætter, behandler osv.) åreforkalkning, hvorfor Mol betegner sygdommen som multiple, idet den skabes på mangfoldige måder i forskellige praksiskontekster (Gad & Jensen 2007, s. 104). Mol begrænser dog ikke til relative og midlertidige konstruktioner, men opfatter dem nærmere som havende en fraktal karakter, hvor de situerede praksiskonstruktioner – på trods af deres forskellighed – trækker forbindelser til hinanden og derved skaber en fælles ”kerne”.

Ihde bruger Necker kuben som eksempel på multistabilitet. Han leder os til at erkende de forskellige måder, hvorpå kuben kan fremstå. Her sker der dog noget besynderligt. Så snart vi har vænnet os til at erkende Necker kuben som noget, der kan stabilisere sig på en mængde forskellige måder, kan den ikke længere fremstå i sin oprindelige singularitet. Øjet fornægter os simpelthen den oprindelige stabilisering og lader konstant kuben fremtræde på forskellig vis. Hvis den samme
irreversibilitet gælder med hensyn til matricer af kultur-teknologi vil vi heller ikke længere kunne betragte dem som allerede stabile fænomener i sig selv (Ihde 1990, s. 150).

Pluriculture

Vi kan nu vende tilbage til Ihdes tidligere tanker om ikke bare at overføre den teknologiske artefakt, men også ”the science-technology infrastructure”. Med udgangspunkt i begrebet om multistabilitet kan vi i hvert fald afvise, at Ihde ønsker en traditionel storstilet modernisering af udviklingslande. Derimod skal vi rette vores opmærksomhed mod det essentielle plurikulturelle mønster, som nutidens teknologi muliggør. Herved mener han, at når vi først har erkendt multistabiliteten vil plurikulturen gøre et uigenkaldeligt indtog i livsverdenen (ibid., s. 158):

1. Det vil forhindre enhver tilbagevenden til Edens Have og monokultur.
2. Kulturelle traditioner i bredere forstand kan ikke længere antages som ”ægte” eller ”autentiske”.
3. Der vil være en konstant revision over valgte tekno-kulturelle stabiliseringer.

I den videre behandling af plurikulturalitet bevæger vi os nu ganske kort over i Ihdes ”Program Three: Lifworld Shapes”. Plurikulturalitet kan beskrives som en hastig vækst af perceptionsmåder. Ihde beskriver det plurikulturelle blik som et compound eye i stil med det på en flue eller skærmene i et kontrolrum (ibid., s. 175-6). Vi er altså – efter en temmelig lang vandring – tilbage ved en ny transformation af mikroperceptionen. Det er Ihdes håb, at nutidens teknologi og multikulturalle bevidsthed, kan være med til endnu engang, at transformere vores perception således, at vi i teknologiske artefakter kan se en flerhed af kulturelle varianter, da vi har indbygget multistabiliteten i vores makroperception (ibid., s. 175-6).

ICT4D & Cyborg development

Men hvilken betydning har multistabilitet og plurikulturalitet så for udviklingen af 3. verdenslande og begrebet om technology transfer? Det har i første omgang betydning for den type af teknologi vi forsøger at overføre. Ifølge Ihde må vi omfavne, at designerens intentioner kun spiller en lille rolle i det teknologiske artefakts efterfølgende livsbane:

Design, in the history of technology, usually falls into the background of a multiplicity of uses, few of which were intended at the outset. At an ever deeper level, this multiplicity of uses reveals a beginning phenomenological clue that must be followed. There is no “thing-in-itself.” There are only things in contexts, and contexts are multiple. (Ihde 1990, s. 69)

Føromtalte Annemarie Mol har i samarbejde med Marianne de Laet foretaget et studie af en meget succesfuld og populær vandpumpe kalder ”The Zimbabwe Bush Pump” (de Laet & Mol 2000). ZBP er ikke en præstabiliseret aktør, den er med de Leat og Mols ord flydende (ibid., s. 227). ZBP er ikke flydende i den forstand, at den ikke har nogen identitet. Dens karaktertræk gør den unik mens de samtidig er til fælles med en eller flere andre pumper (ibid., s. 231). ZBP har en række mulige afgrænsninger af hvad den er. For brugerne er den et lille teknisk apparat mens den for befolkningen udgør en del af deres nationale identitet (ibid., s. 237). Dr Morgan – som er skaberen af ZBP – forsøger at opløse hans egen agency og rolle i de forskellige sammenhænge, hvor ZBP indgår. Han vil skabe et non-creator subject eller et dissolved self (ibid., s. 251). Det er landsbybeboerne selv, der – via en traditionel ”water diviner”- udvælger hvor pumpen skal placeres, og det er også dem selv, der borer pumpehullet. Pumpen og landsbyen bliver ikke bare gensidig afhængig af hinanden – de konstituerer hinanden (ibid., s. 245). Pumpen samler en gruppe mennesker i et community og dette cummunity bygger og vedligeholder pumpen.

Så vidt er ZBP et glimrende eksempel på en omfavnelse af teknologiens multistabilitet, men der er så vidt ingen indragelse i det plurikulturelle fællesskab for landsbybeboerne i Zimbabwe. Her kommer imidlertid en hel serie af ICT4D initiativer ind, der alle ønsker at forbinde den 3. verden med hvad Ihde kalder image-technologies og hvad vi i nogle tilfælde vil kalde IT . Eksempler herpå er telecentre, OLPC, 50x15 osv. Det skal i den forbindelse nævnes, at Ihde ved et billede forstår en ting i-sig-selv, en præsentation nærmere end en repræsentation (Ihde 1990, s. 165). Billedteknologier er således en teknologi, der præsenterer individet for en flerhed af forskellige kulturelle og teknologiske præsentationer, der kan stimulere overgangen til en plurikulturel makroperception og et mikroperceptionel compound eye.

I den forbindelse foreslår Casper Bruun Jensen, at Ihdes beskrivelse af teknologien som kroppens korrelat videreføres med Donna Harraways begreb om cyborgs i en non-humanistisk ontologi, der kan ligge til grund for hvad han kalder cyborg development (Jensen 2008). På den ene side refererer cyborg development til institutionelle bestræbelser – såsom OLPC - på at udvikle cyborg-konstellationer i udviklingslande og på den anden side til de ændringer, som de nye konstellationer af mennesker og ting medfører. Ambitionen er, at overføres nye teknologier til et ”traditionelt” samfund vil disse samfund opleve fremgang og modernisering. Det er en determinisme, som institutionelle bestræbelser på technology transfer har lidt under tidligere. Det ligger midlertidigt i termen cyborg development, at selvom der skulle fremkomme forandringer kan disse have uforudsete konsekvenser både for samfundet (makro) men også for kroppe og sind (mikro).

Jensen nævner i den forbindelse et eksempel med en indonesisk stamme, der får stillet som betingelse, at de kun må afholde lokalvalg, hvis de samtidigt vil deltage i et nationalt præventionsprogram. En lokal mand får forhandlet en aftale på plads og 40 lokale kvinder indtager præventionen på diverse utilsigtede måder, idet de ikke helt forstår, hvordan prævention egenligt er tiltænkt. Præventionen forvandler den lokale man til et politisk subjekt og de lokale kvinder forvandler
præventionen til helsekost. Projektet er lykkes, men hvad er opnået/forandret?

Ihdes forhåbninger om en plurikultiral fremtid båret af en transformation af perceptionen, der vil fremhæve altings multistabilitet, er muligvis en plausibel fremtidsmulighed i de udviklede lande. Det ændrer dog ikke på, at skal indbyggerne i teknologifattige lande indlemmes i en sådan plurikulturalitet, skal nogen foretage sig noget. Det gør en hel stribe ICT4D projekter så. Det er ikke længere nationerne, der søges bragt ind i moderniteten med et tigerspring, men individer der søges bragt ind i plurikulturaliteten ved hjælp af personlig, teknologisk empowerment.

Jeg siger ikke, at projektet ikke kan/vil lykkes, men at technology transfer til individer eller landsbyer, må forventes at vise sig lige så vanskelig som enhver anden bevidst interkulturel overførsel. Det er usagt hvorvidt Ihde ønsker at postmodernisere hele jorden, eller kun de lande, der i forvejen besidder et vist teknologisk niveau. I alle tilfælde rejser spøgsmålet sig, om ikke en postmodernisering af den 3. verden kan vise sig lige så problematisk som en modernisering?

Referencer

Castells, M. (2001): The Internet Galaxy - Reflections on the Internet, Business, and Society. Oxford University Press, UK.

de Laet, M. & Mol, A. (2000): "The Zimbabwe Bush Pump: Mechanics of a Fluid Technology". Social Studies of Science, vol. 30, no. 2, pp. 225-263.

Escobar, A. (2005): "Economics and the Space of Modernity: Tales of Market, Production and Labour". Cultural Studies, vol. 19, no. 2, pp. 139-175.

Gad, C. & Jensen, C.B. (2007): "Post-ANT". In C. B. Jensen, P. Lauritsen & F. Olesen (Eds.), Introduktion til STS - Science, Technology, Society (pp. 93-118). Hans Reitzels Forlag, Denmark.

Hård, M. & Jamison, A. (2005): Hubris and hybrids - a cultural history of technology and science. Taylor & Francis Group, NY, USA.

Ihde, D. (1990): Technology and the Lifeworld - From Garden to Earth. Indiana University Press, IN, USA.

Jensen, C. B. (2008): "Developing/development cyborgs". Phenomenology and the Cognitive Sciences, vol. 7, no. 3, pp. 375-385.

McNeill, J. R. & McNeill, W.H. (2003): The human web - a bird's-eye view of world history. W. W. Norton & Company, NY, USA.

Rogers, E. M. (2002): "The Nature of Technology Transfer". Science Communication, vol. 23, no. , pp. 323-341.

Simon, D. (1997): "Development Reconsidered; new directions in development thinking". Geografiska Annaler, vol. 79B, no. 4, pp. 183-201