Vi svigter børnene, når vi reducerer deres digitale liv til en debat om skærmforbrug

Vi lever i en verden, der for længst er blevet forandret på alle niveauer af digitale teknologier.

En udvikling, vi historisk set hverken har kunnet forudse eller kontrollere. Husker I for eksempel, hvordan vi talte om internettet som en ‘ global landsby’ med frihed for alle tilbage i 90′ erne? Sådan gik det jo ikke helt.

Alle danske børn (og voksne) har derfor brug for dyb faglig viden og teknologisk dannelse for at forstå det komplicerede digitale liv, de allerede lever. Og ikke mindst det uforudsigelig digitale liv, de i fremtiden kommer til at leve med eksempelvis generative algoritmer og alt det, der kommer derefter.

Men her svigter vi i dag børnene fælt. Vi voksne – som statsminister Mette Frederiksen forleden i folketingssalen – vil hellere tale om ‘ skærme’ end træffe de nødvendige beslutninger, der giver børnene mulighed for at lære noget substantielt om teknologiernes betydning for deres liv og vores samfund.

Forskningen har længe kunnet påvise en sprængfarlig cocktail af to udbredte misforståelser blandt de voksne: For det første misforstår vi ret ofte teknologiens rolle og betydning i vores liv og vores samfund samt vores egen evne til at kontrollere begivenhedernes gang. Vi troede det ene om de digitale teknologier, men vi fik det andet.

For det andet viser det sig, at børn er langt mindre teknologisk kompetente, end vi voksne går rundt og tror.

Den grumme sandhed er derfor, at vi som samfund står med en sejlivet fejlantagelse om børns digitale kompetencer på den ene side og en stærkt overfladisk forståelse af det digitale blandt de voksne på den anden.

En overfladisk forståelse, der nu blandt andet kommer til udtryk i en forsimplet debat om ‘ skærme’ og ‘ skærmforbrug’, hvor de digitale teknologier er noget, vi kan slukke for, tænde igen, kontrollere, regulere og justere.

Men de digitale teknologier, der i dag præger vores verden, er jo ikke kun skærme, man kan tænde og slukke, som man vil.

De er et sammensurium af undersøiske fiberkabler og datacentre i Viborg, algoritmer optrænet af mennesker, mennesker optrænet af algoritmer, transistorer og datalogiske tænkemåder, kreative designprocesser, politiske interesser, overvågningskapitalisme og så videre. Alt det efterlader vi børnene til selv at erfare, mens vi voksne taler om mere eller mindre ‘ skærm’.

Desværre peger forskningen også på, at børnene godt ved, at de ikke kan regne med hjælp i deres digitale liv fra de voksnes side. Danske børn har derfor ikke andet valg end at selvuddanne sig inden for et af de mest betydende og komplicerede faglige områder i vores samfund.

Det er vigtigt med en bedre lovgivning, der beskytter både børn og voksne mod techgiganter og så videre. Men det kan langtfra stå alene.

Derfor er der akut behov for at indføre en obligatorisk og almendannende teknologiundervisning i folkeskolen, så børnene ikke længere skal være efterladte til sig selv i dette morads. Og lad os som voksne samtidig blive mere opmærksomme på nuancerne af børns digitale liv, så det hele ikke kommer til at handle om mere eller mindre skærm. For så simpel bliver børnenes digitale virkelighed aldrig.