Hvad skal vi mene om fattige børn med computere?

Medfører en bestemt teknologisk udvikling også en bestemt social udvikling, uanset om vi befinder os i Peru eller Danmark? Eller er teknologien blot ét blandt mange menneskelige udtryksformer, der ikke kan flyttes fra kultur til kultur uden samtidig at ændre både form og indhold?

Det er ikke let at afgøre forholdet mellem fremkomsten af ny teknologi, såsom computere og internet, og forandringer i politik, kultur og samfund. Medfører en bestemt teknologisk udvikling også en bestemt social udvikling, uanset om vi befinder os i Peru eller Danmark? Eller er teknologien blot ét blandt mange menneskelige udtryksformer, der ikke kan flyttes fra kultur til kultur uden samtidig at ændre både form og indhold?

På lørdag er Michael Kleimans nye dokumentarfilm 'Web' på programmet til CPH:DOX. Filmen undersøger netop forholdet mellem nye digitale teknologier, såsom internettet, og den kultur og det samfund, som disse forventes at føre med sig. Efter visningen er der debat om internettets betydning for samfundsudvikling såvel herhjemme som i resten af verden. Jeg er blandt debattørerne og her er min anmeldelse af Web.

Web starter med et nærbillede af et edderkoppespind i Amazonas. Spindet symboliserer både filmens håb, og måske eneste sikre pointe, at teknologihistorien har været én lang bevægelse fra skriftsprog over trykpresse til internet med det formål, at sætte ellers meget forskelligartede mennesker og kulturer i stand til at kommunikere og interagere i stadig større grad. At forbinde det heterogene er ikke kun den tekniske definition på internettet, men også dets sociale og politiske potentiale.

Efter edderkoppespindet i Amazonas følger en rørende scene, hvor drengen Italo og hans venner i landsbyen Antuyo i Andesbjergene får overrakt en af de berømte $100 laptops fra det Nordamerikanske One Laptop per Child projekt. Stolthed, glæde og forventninger står skrevet i børnenes ansigter, mens lydsporet skifter til en tale af Bill Clinton, der fortæller, at vi nu for første gang i menneskehedens historie har mulighed for at bringe alverdens folk sammen 'in common cause for common good'.

Filmen er bygget op omkring to fortællinger, der varetager hver deres side i denne vekselvirkning.  Den første fortælling foregår i de to små og afsidesliggende landsbyer Antuyo (Andesbjergene) og Palestina (Amazonas) i Peru, hvor de lokale børn netop har fået udleveret små bærbare computere fra One Laptop per Child.

Den anden fortælling foregår på en række universiteter og virksomheder i USA. Her fortæller og fortolker it-personligheder såsom grundlæggeren af Wikipedia Jimmy Wales, internet pioneren Vint Cerf, grundlæggeren af One Laptop per Child Nicholas Negroponte og endda selveste Marshall McLuhan (via arkivoptagelser), hvordan de digitale teknologier vil forme fremtiden for børnene i Peru og alle os andre.

På en måde klæder de to fortællinger hinanden, idet de til tider underbygger hinandens pointer mens de til andre går i friktion. Vi hører f.eks. indbyggere i den lille by Palestina i Amazonas fortælle, at internettet risikerer at blive en hvid elefant, at de i virkeligheden har mere brug for selv at rejse ud, og at de altså har tænkt sig at holde fast i deres kultur selvom eksperterne i det efterfølgende klip udtaler, at netop sådanne kulturelle forskelle nok vil blive udvandet efterhånden som computere, smartphones og internettet gør sit indtog.

Her er vi også inde ved filmens store problem. Arbejdsdelingen mellem Nordamerikanske eksperter og Sydamerikanske landsbyboere er uheldig i en film, der har et stærkt politisk! tema i at den behandler hvilke initiativer vi bør tage, og hvilke værdier vi må huske, hvis vi skal opnå en bedre fremtid på tværs af indbyrdes forskelle.

Fortællingen i Peru får godt nok lov til at besværliggøre de Nordamerikanske ekspertudsagn, men den får aldrig for alvor lov til at udgøre et decideret modargument på lige vilkår. Det bliver altså et møde mellem en charmerende kultur repræsenteret ved fattige familier i Peru og en moderne ikke-kultur repræsenteret af internet-eksperter, der får monopol på at tolke betydningen af at fattige børn får udleveret de famøse computere fra One Laptop per Child.

Der er yderligere problematisk, at en stor del af de nordamerikanske eksperter gentager et velkendt og kontroversielt tema, der har kendetegnet den teknologiske tænkning i både den 1. og 2. verden siden 1950erne: at alverdens samfund er på nippet til at konvergere til én global landsby med samme økonomiske, kulturelle og politiske sindelag, og at teknologioverførsler til den 3. verden vil medføre tigerspring ad denne fastlagte udviklingsstige.

I Sydamerika er der imidlertidig store intellektuelle anstrengelser for at modstå argumentet om teknologi og videnskab som apolitiske udviklingsagenter. Teknologi er ikke ready-made objekter, men derimod viden, kultur, politik, organisation og ideologi på en og samme gang, lyder argumentet f.eks. fra den brazilianske ingeniør Ivan da Costa Marques.

I flere af Perus nabolande har man ligeledes forsøgt at formulere politiske alternativer til netop ovennævnte udviklingsstige - f.eks. Buen Vivir filosofien i Ecuador - og fra Columbia har den indflydelsesrige intellektuelle Arturo Escobar gjort det til sit livsværk at synliggøre, hvordan Nordamerikanske udviklingsprogrammer i Sydamerika er med til at skabe den fattigdom og undertrykkelse, som de hævder at afhjælpe.

De små grønne computere fra One Laptop per Child har da også indskrevet en bestemt politisk vision om et globalt informationssamfund, hvor nye generationer er befriet fra strukturelle barrierer og på lige vilkår kan konkurrere som vidensarbejdere på det globale arbejdsmarked uanset om de bor i Amazonas, Andesbjergene eller i Danmark.

Et andet kontroversielt emne, som filmens arbejdsdeling uheldigvis også får lagt låg på, er det selvtilstrækkelige i at have computere, hvis man vil skabe afgørende nye læringsmuligheder for marginaliserede børn.

Ifølge One Laptop per Child tilbyder computere en form for læring, der er uafhængig af instruktion, lærerstand og endda eksistensen af et skolesystem. Eller som Negroponte udtaler i Web, så muliggør computere læring uden undervisning, idet de skal forstås som interaktive medier, hvor børn kan lære på egen hånd ved at programmere, tegne, designe og komponere. I Danmark kender vi primært denne tankegang fra Lego Mindstorms, der deler pædagogisk ophav med computerne i Peru gennem forskeren Seymour Papert fra MIT.

I Sydamerika derimod har den brazilianske læringsfilosof Paulo Freire opnået stor popularitet og anerkendelse for sine undervisningsreformer, der dels indeholder en effektiv metode til at lære analfabeter at læse og skrive, men også betoner et bredere fokus på kritisk tænkning i forhold til egen livssituation og hvordan denne kan forandres.

Både Freire og Papert er enige om at sætte eleven i centrum for læringsprocessen, men hvor Papert betoner computere som det vigtigste middel til dette mål, der har Freire mere tiltro til menneskelige facilitering (dvs. læring som historisk og politisk frem for individuel). One Laptop per Child projektet i Peru står særligt centralt i denne debat om lærerens rolle, da projektet her har satset noget ensidig på computernes selvtilstrækkelighed uden også at afsætte tilstrækkeligt ressourcer til at opkvalificere lærerne.

I Web hører vi således også lærerne udtale, at de endnu ikke har fået nogen træning i at undervise med computere, at deres kollegaer i nabobyerne heller ikke ved, hvordan de skal gribe det an, og at de er noget uforberedte på det hele.

I Antuyo går det da heller ikke anderledes end, at første gang computeren kommer ind i klasselokalet ser vi, hvordan børnene begejstret kaster sig over maskinerne. Vi ser også læreren og den planlagte, strukturerede undervisning blive kørt ud på et sidespor. Og vi ser hvordan børnene på egen hånd fordyber sig i alle mulige forskellige slags kreative projekter.

Det er selvfølgelig et positivt eksempel på Paperts læringsfilosofi. Senere ser vi dog også instruktøren Kleiman afholde en seance med eleverne, hvor de redigerer Wikipedia og derved definerer sig selv overfor en omverden – et lille eksempel på facilitering a la Freire. Udover disse små glimt udfolder filmen desværre aldrig en fortælling omkring hvilken læring computerne muliggør, og hvilken læring de måske besværliggør.

Det er synd, når nu netop læring, pædagogik og didaktik er blandt de mest omdiskuterede aspekter ved One Laptop per Child – for slet ikke at tale om iPads i den danske folkeskole eller de universitetsstuderendes laptops til forelæsninger.

Web har dog momentvis en sund historisk bevisthed. Omkring halvvejs i filmen rammer fortællingen i Peru en række komplikationer, og der klippes til historiske avisartikler om telegrafen, telefonen og atombomberne under 2. Verdenskrig, mens Vint Cerf fortæller, at vi så ofte før har tilskrevet teknologiske landevindinger evnen til at løse sociale og politiske problemer, dog kun for at blive skuffet, når selvsamme teknologier i stedet ender med blot at forskyde eksisterende problemer eller indstifte helt nye.

Web fungerer desuden rigtig godt i de mange scener i Peru, hvor den abstrakte og visionære fortælling om menneskelig samhørighed møder den meget konkrete og jordnære virkelighed i to små landsbyer. F.eks. dokumenterer filmen på glimrende vis det enormt store besvær landsbybeboerne i Palestina og diverse teknikkere fra Lima har med at få internettet til at virke ude i Amazonas. Det ender med at tage hele filmens længde!

Instruktøren Kleiman skal desuden have ros for at have indtaget rollen som klassisk antropolog. Han er flyttet ind hos familier i de to landsbyer og har fulgt deres liv på første hold, hvilket har givet Web nogle meget smukke og bevægende scener.

Vi kommer faktisk tættere på venskabet mellem instruktøren og hans to værtsfamilier i Palestina og Antuyo, end vi gør på computerne. Web er således også et fornøjeligt argument om kvaliteten af længerevarende fysisk nærvær i en film, der ellers svælger sig i sociale medier og internet.

Lars Bo Andersen er post doc på Aarhus Universitet og har skrevet en ph.d. om teknologi og social forandring med One Laptop per Child projektet som eksempel.