Anbefalinger til indførsel af teknologiforståelse i uddannelse af lærere
Dette dokument indeholder en række anbefalinger til indførsel af teknologiforståelse i uddannelse af lærere og andet pædagogisk personale i folkeskolen. Konkret drejer det sig om teknologiforståelse som selvstændigt fag og som element i de eksisterende fag matematik, billedkunst og håndværk og design.
Anbefalingerne er udarbejdet af forskere og fageksperter fra universiteter og professionshøjskoler, der har deltaget i projekt ’Teknologiforståelse i uddannelse af lærere og andet pædagogisk personale’ under Børne- og Undervisningsministeriet. Projektet udgør 3. spor i ministeriets forsøgsprogram for teknologiforståelse i folkeskolens obligatoriske undervisning. Modsat forsøgsprojektets andre spor, der omhandler undervisning i folkeskolen, så omhandler spor 3 den faglighed, som lærere og lærerstuderende skal uddannes til på professionshøjskolerne for at kunne varetage undervisning i teknologiforståelse i skolens fag (hvad der kan betegnes som ’lærerfaglig teknologiforståelse’). Spor 3 berører således forholdet mellem skolefag og lærerfaglighed.
Forskernes overordnede vurdering er, at forudsat opgaven med indførsel af teknologiforståelse i uddannelse af lærere og andet pædagogisk personale organiseres med hensyntagen til de afgivne anbefalinger, er der et betydeligt uddannelsesmæssigt potentiale i at indføre teknologiforståelse både som dyb selvstændig faglighed i eget fag og i flere variationer (teknologiforståelser) i fagene matematik, billedkunst og håndværk og design.