Mobilforbud vidner om, at skolen har brug for sin egen teknologiforståelse

Vil børn og unge trives bedre og lære mere, hvis vi forbyder skærme og mobiler i skolerne?

Spørgsmålet er vigtigt, men svaret afhænger i høj graf af, hvem du spørger. Og her er den største udfordring, at skolerne mangler den faglighed i digital teknologiforståelse, der kan ruste både lærere og elever til selv at finde egne svar på et solidt fagligt grundlag.

Et vigtigt skridt i den retning blev taget for nylig, da danske universiteter og professionshøjskoler åbnede et nyt Videnscenter for Digital Teknologiforståelse. Centret skal udvikle undervisning i digitale teknologier på skoler og gymnasier samtidig med, at debatten om skærmtid, skadelige algoritmer og mobilforbud buldrer derudaf. 

Det lyder som den helt store kamp for eller imod teknologien, men faktisk er både videnscenter og mobilforbud gode eksempler på, at skolen har brug for sin egen teknologiforståelse, hvis den skal undgå at blive kastebold mellem andres.

De lærerstuderende, der læser teknologiforståelse hos os på Københavns Professionshøjskole, starter med at lære, at der findes flere forskellige teknologiforståelser, og at det gør en kæmpe forskel for skolen, hvilken forståelse man lægger for dagen. Teknologiforståelse er altså ikke bare navnet på en potentiel ny faglighed, det er også et fagbegreb for de forskelle, vi ellers ikke har ord for i teknologidebatten, og som ofte ender med at tage skolen som gidsel.

Årtiers digitalisering af den danske velfærdsstat bygger fx direkte og indirekte på en klassisk økonomisk teknologiforståelse, hvor teknologien betragtes som en af de mest centrale faktorer for at øge produktiviteten og værdigskabelsen i samfundet og i skolen. Denne teknologiforståelse har stort set været eneherskende og er fortsat en stor drivkraft for digitalisering i skolen og i resten af samfundet.

Men nu har en ny teknologiforståelse meldt sig på banen og vundet politisk gehør: Den sundhedsbekymrede teknologiforståelse, der forsøger at måle de mulige negative konsekvenser af teknologien for læring, koncentration og ikke mindst trivsel. Det er den, der præger mediebilledet i disse dage.

Vi er derfor i den paradoksale situation, at hvis man læser nyere politikpapirer fra regeringen, så bliver teknologen både beskrevet som neutralt optimerende og afgørende for fremtidens velfærd og samtidig en trussel mod mennesker og samfund, der hurtigst muligt skal inddæmmes og bekæmpes.

Begge teknologiforståelser indeholder en sandhed og er vigtige. Men de beskriver ikke nødvendigvis skolens sandhed og slet ikke elevernes.

Derfor er det næste, de studerende lærer på Københavns Professionshøjskole, at dén teknologiforståelse, de skal praktisere, er dén, de kan gøre begribelig og meningsfuld for børn og unge set i forhold til det liv og det samfund, der på godt og ondt omgiver dem. For teknologisk dannelse kommer indefra og ud - og ikke oppefra og ned. Som kommende lærere skal de tage udgangspunkt i elevernes egen referenceramme og hverdagsliv og deres undervisning skal tjene til at eleverne i samspil med lærerne skaber sig egne erfaringer og indsigter omkring teknologierne.

Og her er vi tilbage ved skærmdebatten. Vi forskere og fagpersoner kan ikke afgøre, om en skole eller et gymnasium bør indføre mobilforbud. Men vi kan sikre, at skolerne får deres egen teknologiforståelse; en dynamisk faglighed, som lærerne og ikke mindst eleverne både kan bruge til at undgå at blive kastebold mellem andres teknologiforståelser og ikke mindst til at gå myndigt, kritisk og reflekteret til deres eget liv i et digitaliseret samfund.